I Kathmandudalen findes guderne overalt. Du kan finde dem i de tusindvis af templer, der er spredt ud over dalen. Både i de store og imponerende templer som på Durbar Squares (’Kongepladser’) i Kathmandu, Patan og Bhaktapur. Men også små templer i mindre og mørke baggårde eller ved vejkanten. Newarerne bruger især de små templer til at kunne ofre til guderne på vej til og fra arbejde, indkøb eller besøg.
Mange newarers dagligdag starter med en tur i ét eller flere templer, hvor de ofrer ris, blomster og penge til den guddom, der bor der. Newarerne tror på, at gudernes ånd kan bo i en figur, og betragter dem derfor som levende.
Morgen-puja’en i templet Kwa Bahal, er et af de tidspunkter, hvor man ser et af de vigtigste ritualer newarerne har. Her kan man se, at newarerne ikke bare går helt almindeligt ind i templet; newarerne rører ved hellige genstande som tordenkilen og bederullerne, men også alle mulige andre ting. De kaster ris og mønter ind til guden der bor i templet, de putter blomster i håret og tænder lys.