Tanzania - Land og by
Denne historiske UNESCO-samling giver et indblik i landets komplekse historie, barndommen i Tanzania, dans og musik der har grobund i gamle traditioner og livet på landet og i storbyen. Lav madretter fra Tanzania, prøv en kanga, syng tanzanianske sange, mal flotte mønstre, øv jer i demokrati eller prøv at bære vand på hovedet. Mulighederne er mange med samlingen fra Tanzania.
Samlingen er sammensat af to dele. En del er indsamlet af etnograf Henrik Zilstorff i år 1997/1998, og en mindre del er indsamlet i Mwanza-regionen hos Sukumabønder af etnograf Bente Rauff Knudsen i år 1976. Samlingen blev revideret i 1998 til at dække flere områder i Tanzania, og suppleret med mange nyindkøbte genstande fra flere dele af landet og fra storbyen. Samlingen kan åbne op for spændende samtaler og et tema om Tanzania gør det muligt at sammenligne hverdagen i Danmark med livet i et land under udvikling, hvor vi måske har mere til fælles, en man lige først skulle tro.
OBS: Samlingen er en historisk samling og genstandene er udvalgt til kassens temaer. Kassens indhold giver ikke et retvisende billede af den nuværende situation i Tanzania. Når du låner kassen, har du pligt til at oplyse om dette for ikke at give et misvisende billede af landets kultur. Vi opfordrer jer til at bruge kassen som en tidskapsel. I kan bruge de gamle genstande som et indblik i, hvordan Tanzania så ud fra 70'erne til 90'erne gennem vestlige øjne.