Der har altid været personer, der har beskæftiget sig med hvad, der kommer til at ske i morgen, til vinter eller efter deres egen tid på jorden. Men deciderede science fictionagtige tanker bryder først rigtig igennem med den frie kunst (fra 1400-tallets renæssancekunst) og især efter vores liv ikke længere er fortsættelser af vores forældres (fra 1800-tallets industrialisme og frem).
I middelalderen eller blandt de gamle Egyptere, lavede man det samme som ens forældre eller noget indenfor samme stand. Der var ikke mange mønsterbrydere eller stor social mobilitet. Jeg er tømrer og det bliver mine børn, børnebørn og oldebørn også. Verden var langt mere konstant for menigmand.
Sådan er det ikke længere og sådan har det ikke været i nogle hundrede år. Man kan sige at fremtiden bliver et større og større spørgsmål for os. Derfor gør vi mennesker naturligvis det, der også har gjort os i stand til at overleve i flere hundredetusinde år, vi prøver at forudsige fremtiden. Der er bare langt flere ubekendte.